Jul,  Ovn hærdende ler

17. december – Juletræer af fimo ler

Glædelig 17. december og velkommen tilbage. Jeg har fornylig prøvet at lave disse juletræer herunder:

Billede af Helloiamlai

Det er også meget simple at lave og helt tilfældige og unikke. Jeg vil gerne lige kort beskrive hvordan jeg har lavet dem, så du selv kan lave det derhjemme, hvis du nu skulle få lyst. Jeg skal lige starte med at sige, at juletræet til højre ikke er dækket med brune pletter. Det er en mørkegrøn, der ligger meget op ad den brune. Det er altså grøn.

Selvom det ligner, at jeg har haft en masse forskellige grønne farver af fimo ler, så er det ikke helt tilfældet. Fimo ler kan nemt blandes til andre farver, du skal såmænd bare tilføje en farve og ælte til man ikke kan se, at det på et tidspunkt var to farver. Så først blandede jeg en lille smule sort i min lim-grønne. Det gav en ny grøn. Så blandede jeg en lille smule hvid i min lime-grønne og det gav så også en ny grøn. Så allerede der havde jeg tre farver grøn. Jeg havde også blå og gul, som jeg også blandede, som gav en fjerde grøn. Fire grønne var nok. Inden jeg går til en kort guide, så får du lige en liste over materialerne:

  • Fimo ler i farverne grøn (flere slags), gul, rød, blå, brun
  • Snor, satinbånd eller jutesnor
  • En kniv
  • Kagerulle
  • En lille krog
  • Evt. en bjælde til toppen

1.Det første jeg altid skriver her er underlaget. Sørg for at dit underlag er rent og uden for meget støv og snavs. Det kan give sådan et ærgerligt resultat. Det næste du kan vælge at gøre, hvis du ikke har mange forskellige farver grøn er at blande dine grønne, som jeg har gjort, som beskrevet ovenfor. Så har du en masse at lege med.

2. Det næste du skal gøre er at skære en trekant ud, som skal være din basis eller baggrund. Det er denne, som du skal placere små stykker grøn farve på om et øjeblik. Mine juletræer er cirka 10 cm. Du bestemmer helt selv om du bare skærer en trekant ud eller vil forme det mere som et gran træ, hvor høj det skal være og hvor bredt det skal være. Det kan være lidt sjovt at lege med. For at dit træ ikke skal blive for tungt er det vigtigt, at du ikke laver din “baggrund” for tyk.

3. Det næste du skal gøre er at rulle forskellige stykke grøn ud tyndt og skære det i mindre stykker. Som du kan se valgte jeg at lave stykkerne trekantede eller firkantede, men det kunne også være spændende at lave dem runde eller noget andet alt efter hvilke muligheder du har. Nu havde jeg bare lige min hobbykniv, så det var nemt at lave dem med lige kanter. Nu skal du bare begynde at placere dine stykker grøn rundt omkring på trekanten. Som du kan se, så er min træstub mellem “baggrunden” og det grønne, hvilket betyder, at du skal placere træstubben før du ligger de sidste grønne stykker på. Jeg valgte desuden at mine træer skulle have en lille krog hvor snoren kunne hænge i. Den satte jeg også mellem “baggrunden” og resten af det grønne. Du kan også vælge at lave et lille hul i tommen med et sugerør, hvis du ikke lige har en lille krog.

4. Når du har pyntet dit træ med en masse grønt, så skal du tilføje kugler. Her har jeg valgt, at mine kugler skal være rød, gul og blå. Jeg tog blot små stykker i hver farve og trillede dem runde. Så placerede jeg dem tilfældigt på træet. Herefter placerede jeg dem på et bagepapir og ind i ovnen efter anvisning på pakningen.

5. Når de er færdige og afkølet kan du hænge snoren i dine træer og evt. tilføje en lille bjælde som mine har.

Jeg håber, at det giver mening og at det giver lidt inspiration til at lave hjemmelavet julepynt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *